Tale på Nordisk råds temamode om bæredygtigt Norden, Oslo 3. april 2001

Kære parlamentarikere og andre tilhørere,


I den rapport, som er vores udgangpunkt i dag, nævnes fiskeriet mange steder, blandt andet
i forbindelse med omtale af tværfaglige indsatsområder i afsnittene om havet, om
fødevaresikkerhed, om beskyttelse af den biologiske mangfoldighed ogom klimaændringer.
Fiskerierhvervet, fiskeri, fiskeri efter havpattedyr og fiskeopdræt er så en af seks udvalgte
sektorer, hvor miljøbeskyttelsens og den bæredygtige udviklings synspunkter skal være
indbygget i al strategi.

Det er godt at få målsætninger, der vedrører fiskeriet. Jeg nævner f.eks. det, der så mange steder
fremgår af denne rapport, at man bør styrke det nordiske bidrag til internationale processer og
forhandlinger om aftaler, blandt andet om spørgsmål vedrørende havet, om hvorledes man skal
forsøge at mindske forureningen af havet og styrke samarbejdet om EB /EØS's nye regler i
fortsættelse af EU-kommissionens hvidbog om fødevaresikkerhed. Mange steder understreges
det, at de nordiske landes indflydelse i internationalt samarbejde også skal øges. Endvidere
foreslås bl.a. en analyse af miljøbelastning på grund af fiskeri og fiskerisamfund, og at der lægges
øget vægt på økonomiske faktorers indvirkning på bæredygtigt fiskeri. At de nordiske lande gør sig
gældende mod ulovligt ikke-indberettet fiskeri, men går ind for en friere handel med lovligt fanget fisk
og afskaffelse af subsidier. Der er opstillet mål om udvikling af selektive fangstredskaber, om
forbedring af kontrol og sikkerhed på arbejdspladsen.

Målsætninger om bæredygtig udnyttelse af havets levende ressourcer er baseret på det som kalder
her i Norge "före-var tilnærmingen" og økosystembetragtningen, som består i, at man går ud fra
økosystemet som helhed. Det medfører bl.a., at der tages hensyn til den virkning udnyttelse af enkelte
bestande har på andre. I overensstemmelse hermed gælder målsætningerne også havpattedyr,
og det hedder bl.a. om langsigtede mål, at de nordiske lande burde indgå et samarbejde i det
internationale forum om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havpattedyr. Jeg må beklage, at
Sverige ser sig tvunget til at gøre forbehold med hensyn til den del af rapporten.

Anledningen til vores møde her i dag er planen om et bæredygtigt Norden. Den lægger linierne for,
hvorledes vi betragter disse spørgsmål fra et nordisk synspunkt. Men jeg blev bedt om at snakke om
bæredygtigt fiskeri i 2000 tallets perspektiv..

Samtidens krav til fiskeriet i hele verden gælder bæredygtig udnyttelse af ressourcerne og iagttagelse
af forsigtighedstilnærmingen ved fiskeriet samt ansvarlig behandling af fangsten, sikker kvalitet og
sunde produkter. Bæredygtig udnyttelse i et nyt århundrede må efter min mening altid være baseret på
de bedste tilgængelige videnskabelige resultater og at det iagttages, at havets biologiske
mangfoldighed og økosystem ikke trues. Fiskeri i bestande, som fiskeri i henhold til videnskabelige
argumenter skal begrænses i, skal være underkastet en forsigtig forvaltning, med henblik på at opnå
maksimalt udbytte på lang sigt. Udnyttelse af havets levende ressourcer har stor indvirkning på
økonomien i et land som Island, på livskvaliteten, d.v.s folks økonomiske velfærd, og på naturen.
Målsætninger om bæredygtig udnyttelse skal tage hensyn til samtlige disse faktorer. Bæredygtig
udnyttelse af fiskebestandene må indebære en motivation til beskyttelse af fiskebestandene og
ökosystemet i havet med tanke på kommende generationers interesse, men den må også sikre, at
erhvervet får mulighed for at udnytte fiskebestandene på optimal vis.

Med hensyn til forvaltning af biosystemet, og dermed udnyttelse af havets levende ressourcer er FN's
havretskonvention et grundlæggende dokument. Med aftalen blev der fastlagt principper om,
hvorledes man skulle forholde sig til de fleste spørgsmål, der vedrører havet. I henhold til aftalen er
forvaltningen af havets biosystem, herunder forvaltningen af ressourceudnyttelsen, en opgave for de
enkelte stater vedrørende den del af biosystemet, der opholder sig udelukkende inden for den
pågældende nations jurisdiktion. Der er ligeledes lovfæstet den grundregel, at når en bestand af
organismer er bådeinden for og uden for en nations jurisdiktion, skal vedkommende stat samarbejde
med andre, der har reelle interesser at pleje.

Forsigtighedstilnærmingen i fiskeri kan iagttages på forskellig vis, og om det hersker der en livlig
debat blandt videnskabsmænd. I Island har man bl.a. gjort det med såkaldte fangstregler for tre
bestande og man er ved at se på flere arter. Fangstreglen for torsk blev udviklet i samarbejde med
økonomer og biologer. Den falder inden for de metoder, som det internationale havforskningsråd
anvender, og jeg forestiller mig, at sådanne metoder vil blive anvendt i øget omfang.

Jeg forestiller mig også, at der både i enkelte stater og i regionalt samarbejde vil ske en yderligere
udvikling af multibestands- og økosystemsbetragtningen i fiskeriforvaltningen. Det betyder øget
forskning, både i enkelte bestande, deres indbyrdes samspil, det marine biosystem som helhed og
fiskeriets og fangstredskabernes indvirkning på det. Øget forskning kan give os svar på, hvorledes
det er muligt at sammenveje afvigende, forskellige og sommetider modvirkende faktorer, og hvilken
indvirkning ændringer i fiskeriet efter en art har på andre.

Forurening kunne blive en trussel mod udnyttelse af havets levende ressourcer i fremtiden. Det må
betænkes, at 80% at havetsforurening kommer fra landbaserede aktiviteter, ofte langvejs fra. Der er
grund til bekymring med hensyn til udledning af radioaktive stoffer i havet, men risikoen for forurening
på grund af persistente organiske stoffer er dog større, ikke mindst fordi de ikke forgår men derimod
opsamles i organismer. Der er grund til at glæde sig over, at der blev indgået en international aftale
om persistente organiske stoffer i december sidste år. Jeg forstiller mig, at fiskeriet i fremtiden vil
følge forureningsspørgsmål på nærmere hold end det hidtil har været tilfældet.

Fødevaresikkerhed er et spørgsmål, der er og bliver stadigt mere aktuelt for den vestlige verden.
Ustandselige fødevarekriser har henledt opmærksomheden på fænomenet. Selvom fiskeriet ikke
står for skud nu, må det som en væsentlig fødevareproducent reagere på ændrede og strengere
krav fra forbrugerne.

Men fisk har noget af en særstilling. Mennesket har indflydelse på væksten af de fleste andre
fødevarer, hvadenten der er tale om grøntsager, frugt eller kød, men ikke på vildtlevende fisk.
Fiskeoliens positive indvirkning på hjerte og blodkar er kendt og ligeledes at fisk indeholder få
kalorier. Den kendsgerning, at den vestlige verdens befolkning ikke bare er mere angst for sygdom
end tidligere, men nu også blive både ældre og federe, burde i fremtiden føre til, at fisk fortsat bliver
en værdifuld og efterspurgt vare. Det er også af stor betydning, at markedsprincipperne er i funktion.
Der kan drives ikke-bæredygtigt og urentabelt fiskeri med subsidier. Det er derfor både af interesse
for dem, der kæmper for en bæredygtig udvikling i fiskeriet, som for dem, der forudsætter, at
markedsbetingelserne er så lige som muligt, at subsidier i fiskeriet afskaffes.

I det seneste årti har vestlige forbrugere vist sig i øget omfang at vælge varer ud fra andet end kvalitet,
sundhed og pris. Her taler jeg om den såkaldte politiske forbruger. Inden for fiskerierhvervet er der i
nordisk samarbejde blevet arbejdet på referencer for miljømærket fisk, og da især vedrørende den
del, der har med selve fiskeriet at gøre. Den slags projekter handler i princippet om informations-
formidling, og nødvendigheden heraf diskuteres mange steder i rapporten om et bæredygtigt Norden.
Vi lever i informationens tidsalder, den udvikling vil fortsætte og vi kommer til at se meget mere til den
politiske forbruger.

Beskyttelse af havet er et af de meget aktuelle internationale anliggender. Der er tre hovedtemaer i
debatten: forurening, beskyttelse af biologisk mangfoldighed og et bæredygtigt fiskerierhverv. Når der
tales om debattens globalisering, menes der ikke kun, at omtalen er blevet international, men også, at
spørgsmål vedrørende havet nu menes at angå alt og alle i det internationale samfund.

Her som så ofte tidligere er der behov for klar tænkning. Der skal skelnes mellem hvilke sager
angående havet, der bedst kan løses med globalt samarbejde hvilke i regionalt samarbejde, og
hvilke der bedst kan løses lokalt. Det er klart, at de fleste forureningsanliggender og sager, der angår
biologisk mangfoldighed, skal løses i et internationalt forum. Men forvaltningen af udnyttelsen af
havets levende ressourcer er en anden sag. Vi må huske, at der ikke findes globale fiskebestande.
I henhold til havretskonventionen og den lovramme, som forvaltningen er underlagt, er det
kyststaternes opgave at forvalte de levende ressourcer.

Når der tales om problemerne i havene, er det efter min mening mindst lige så vigtigt at se på, hvad
der har været vellykket i forvaltningen af fiskeriet og analysere, hvilke faktorer der bidrager til
bæredygtig udnyttelse og udvikling, såvel som at påpege, hvad der ikke var vellykket, for der finder
vi brugbare løsninger.