ATH: Þessi grein er eldri en 5 ára.
01 nóvember 2013
/
Ræða á Norðurlandaráðsþingi 31. október 2013: Samstarfsáætlun um atvinnumál og nýsköpun 2014-17
ATH: Talað orð gildir
Kære nordiske venner
Jeg har fået æren af at indlede punktet om et nyt samarbejdsprogram for erhvervs- og innovationspolitikken, som ministerrådet for erhvervspolitik har godkendt og som vi under det islandske formandskab, får muligheden for at sætte i gang til næste år.
Vores nye nordiske samarbejdsprogram for innovations- og erhvervspolitikken har som udgangspunkt at imødegå nogle af de udfordringer som vi i Norden – vores medborgere, institutioner og foretag – står overfor i fremtiden, i en globaliseret verden, samt at vi satser på færre men større projekter, som kan få en større gennemslagskraft.
Vor tids store udfordring er at udvikle en bæredygtig økonomisk vækst som leverer offentlige tjenester med kvalitet og effektivitet, der sikrer et fortsat højt velfærdsniveau.
Den vision som vi i fællesskab har valgt for vores nye program er: ”Norden – en foregangsregion for bæredygtig vækst”.
I arbejdet med implementeringen af samarbejdsprogrammet vil vi i Ministerrådet fremhæve Nordisk Innovation som en central aktør, blandt andet gennem sin ekspertise i at yde strategisk og administrativ støtte til fyrtårnsprojekterne.
Vi er blevet enige om fire (4) prioriterede områder for de kommende fire år, nemlig
Inden for disse temaområder skal fem (5) fyrtårnsprojekter lanceres. Hvert fyrtårnsprojekt har mindst ét ledende land.
- ”Entreprenørskab og finansiering”
- ”Grøn vækst”
- ”Nye velfærdsløsninger”
- ”Vækst via kultur og kreativitet”
Næringsudvalget har foreslået at Turisme og oplevelsesindustrien skulle løftes frem i programmet som vi gør under temaområdet ”Vækst via kultur og kreativitet”
Det første fyrtårnsprojekt, ”Nordisk partnerskab for entreprenørskab og finansiering”, ledes af Island og fokuserer på at fremme entreprenørskab og flere nye og voksende virksomheder, gennem at styrke kompetencer inden for entreprenørskab og forbedre mulighederne for finansiering. Målet er, at Norden skal blive en ledende region i verden for vækstvirksomheder.
Det andet fyrtårnsprojekt, ”Innovative nordiske digitale løsninger”, ledes af Danmark og har som formål at udvikle Norden til at blive en foregangsregion for nye og innovative digitale løsninger, et område hvor vi allerede i dag er stærke.
Det tredje fyrtårnsprojekt, ”Nordic Built 2.0”, ledes af Danmark og bygger videre på fyrtårnsprojektet Nordic Built fra forrige programperiode. Fyrtårnsprojektet skal bidrage til at styrke Norden som en ledende innovationsregion inden for klimasmarte løsninger og grøn vækst.
Det fjerde fyrtårnsprojekt, ”Innovative nordiske velfærdsløsninger”, ledes i fællesskab af Sverige og Norge. Projektet skal bidrage til at styrke Norden som en innovativ og ledende region i verden inden for områderne sundhed, omsorg og velfærd, og derigennem skabe forudsætningerne for en øget eksport af velfærdsløsninger. Fokus i projektet er på offentlige indkøb og samarbejde mellem relevante aktører.
Det femte fyrtårnsprojekt, ”Nordisk partnerskab for ekspansion af kulturelle og kreative erhverv”, ledes af Finland og har som formål at styrke de nordiske kulturelle og kreative erhvervs konkurrenceevne, også i et globalt perspektiv, og fremme tværsektorielle koblinger mellem disse erhverv og andre sektorer i økonomien.
Dette var en kort beskrivelse af fyrtårnsprojekterne og næste skridt i processen er at yderligere specificere hvad projekterne skal gøre.
Til dette formål har Embedsmandskomiteen for erhvervspolitik reserveret 1 million DKK. Pengene skal ses som et kick-off for fyrtårnsprojekterne, hvor relevante aktører samles for at diskutere, specificere og konkretisere aktiviteterne i projekterne.
Jeg vil også benytte lejligheden til at understrege, at dette samarbejdsprogram for de kommende fire år ikke udgør helheden af det arbejde som de nordiske erhvervsministre skal udføre. Vores mål har dog hele tiden været at sammensætte et fokuseret og mindre spredt program, med færre og større projekter.
Andre aktiviteter og projekter vil dog også gennemføres under programperioden.
Næringsudvalget har indkommet med forslag på nogle områder som udvalget synes skal tages hensyn til i samarbejdsprogrammet.
Det er klart at inden for rammen af det nordiske erhvervssamarbejde under den kommende programperiode, vil vi fortsat arbejde med grænsehindringer inden for forskellige områder, blandt andet inden for byggebranchen og i forhold til matchning af kompetencer. I den nye programperiode vil vi også fortsætte arbejdet med de kreative industrier herunder eksempelvis modeindustrien. Dette arbejde fortsætter dels via KreaNord og dels gennem det nye fyrtårnsprojekt om kulturelle og kreative erhverv.
Vi har i hele processen med fremstillingen af samarbejdsprogrammet haft som formål at skabe en forankring i Næringsudvalget. Udvalget inviteredes blandt andet til vores nordiske konference i marts og har derudover haft mulighed for at indsende skriftlige indspil. Den ålandske minister Fredrik Karlström har desuden fremført en mundtlig præsentation af programmet i store stræk på Næringsudvalgets sommermøde.
Vi beklager dog, at den endelige version af programmet i al sin helhed blev oversendt til Næringsudvalget så sent som det nu gjorde. Fremover, vil vi afgjort se på, hvordan datoen for kommende ministermøder planlægges, således at arbejdet vil blive mere smidigt både for os i Ministerrådet for erhvervspolitik og for jer i Næringsudvalget.
Nu håber jeg, at vi alle kan støtte op om vores nordiske samarbejdsprogram for innovations- og erhvervspolitikken.